Harry Potter og fangen fra Azkaban
Harry Potter og fangen fra Azkaban

(Harry Potter and the prisoner of Azkaban, 2004)

139 min.

Hel stjerneHel stjerneHel stjerneHel stjerneHalv stjerneTom stjerne 75 % (2 stemmer)

11. jun 2004

23. nov 2004

Harry Potter og fangen fra Azkaban

Eventyr

Familie

Fantasi

England

USA

Tilladt over 11 år

Tilladt over 11 år

Den nu 13-årige Harry Potter (Daniel Radcliffe) har meget mod sin vilje tilbragt endnu en sommer i muggler familien Dursleys lidet appellerende skød. Han har overraskende nok (næsten) opført sig efter reglerne, hvilket vil sige næsten uden at praktisere magi. Altså lige indtil Onkel Vernons (Richard Griffiths) øretæveindbydende søster, tante Marge (Pam Ferris) kommer på besøg. Hun har altid været udsøgt led over for Harry, men uheldigvis overgår hun sig selv i en sådan grad, at Harry til sidst kommer til at bruge en lillebitte smule magi på hende, så hun lidet yndefuldt svæver bort som en spærreballon i sommerkjole...

Af frygt for sin onkel og tantes forventede hævn (for ikke at tale om konsekvenserne fra både Hogwarts skolen og Ministeriet for Magi, der begge udtrykkeligt forbyder elever brugen af magi i mugglernes verden) flygter Harry ud i sommernatten. Kort efter samles han op af den magiske NatBus For Fortabte Hekse og Troldmænd, en utrolig violet tripledækker bus, der bringer ham til pubben Den utætte Kedel, hvor han mødes af ministeren for Magi, Carnelius Fudge (Robert Hardy). Overraskende nok vanker der ikke ballade for Harrys brug af magi, men derimod insisterer Fudge på, at Harry forbliver på Kedlen indtil afrejsen til Hogwarts.

På Den Utætte Kedel løber Harry til sin store glæde ind i både Hermione (Emma Watson) og Ron (Rupert Grint) med hele sin familie. På et tidspunkt trækker Rons far (Mark Williams) Harry til side og advarer ham om, at den livsfarlige og gådefulde troldmand, Sirius Black (Gary Oldman) er undsluppet fra det ellers maksimumsikrede Azkaban fængsel. Sirius leder efter sigende specifikt efter Harry, og ifølge beretningerne var det netop Black, der ledte Voldemort til Harrys forældre og var derfor den direkte ansvarlige for deres voldsomme død. Nu formodes det så, at han er efter Harry for at gøre sit beskidte arbejde færdigt!

Grundet flugten er Hogwarts i højeste beredskab, og eleverne bevogtes nu på skolens område af de skrækindjagende Dementorer, der normalt kun fungerer som fangevogtere i Azkaban fængslet. Deres styrke er evnen til at suge sjælen fra sine ofre og - uheldigvis for Harry - har deres tilstedeværelse en noget kraftigere effekt på ham end hans kammerater.

Samtidig fyldes Harrys tredje år på Hogwarts med spændende nye væsener som de fascinerende Hippogriffer, Monstrøse Monsterbøger og byder på ikke mindre end tre nye lærere. Det drejer sig om den nye lærer i Forsvar mod Mørkets magter, professor Lupus (David Thewliss), samt den nye lærer i Spådom, professor Sibyll Trelawney (Emma Thompson), der begge får stor indflydelse på Harrys skoleår. Hagrid får lejlighed til at dyrke sin interesse og glæde for pleje af specielle dyr, da han bliver udnævnt til professor i Magiske Dyrs Pasning og Pleje.

Alt leder i samme retning: mod en direkte konfrontation mellem Harry og den skrækindjagende Sirius Black, men undervejs må de tre venner opklare, præcis hvad professor Lupus? forhold er - eller var - til Black? Og hvad er det for en mørk hemmelighed, som professor Snape (Alan Rickman) tilsyneladende er så opsat på at afsløre? Og hvorfor er Rons tamme rotte, Scabbers, pludselig så opsat på at slippe for hans ellers så sikre favn?

Harry får nu brug for alt sit mod, magi og støtte fra vennerne for at finde svarene på disse og mange andre spørgsmål - for at opklare sandheden om Sirius Black og hans indflydelse på Harrys egen mystiske fortid...